okt 05

Intim-koncert med Camille Jones

Det sker tirsdag d. 24. oktober 2017 kl.  17.00-20.00. Og koster 75 kr. børn u. 12 år gratis.

Camille Jones giver eksklusiv koncert på EnergiCenter Voldparken. Det sker for at indvie vores nye kaffebar. Det bliver en intim-koncert med plads til de første 40 der køber en billet. De vil i hyggelige omgivelser blandt andet høre sange fra hendes nye album ”Camille”, hvor hun har skåret ind til benet af det, hun brænder mest for: Den store popsang. Hendes sound har ændret sig, og teksterne har aldrig været tættere på Camille Jones’ eget liv. Her er sange om at være hudløs ærlig, at miste sig selv, at sænke paraderne og om pludselig at blive ramt af lynet og give sig hen til kærligheden.

“Det er vigtigt for mig at komme ud og præsentere numrene fra det her album, live med mit band. Mest af alt fordi det er numre der bygger på den gode sang og melodi og holder til at blive spillet live uden for meget lir, men skåret helt ind til benet. Det er derfor jeg har valgt et set up som giver plads til vokalerne og holder sangen i fokus. Jeg vil altid lave og spille musik som har puls og nerve og det gælder også for koncerterne, med min nye live konstellation. Jeg glæder mig til at komme ud og præsentere, hvad jeg synes er mit hidtil bedste album” – Camille Jones

Albummets sidste sang, ”All That Matters”, er Camilles refleksion over sit eget valg om at blive mor. Med albummet ”Camille” hilser Camille Jones en ny æra velkommen: Hun har selv tidligere ligget under for tendensen til, at kvindelige popstjerner helst skulle lyve sig yngre, end de er og aldrig kunne vise sig frem, som de ser ud.  Den tid er forbi. Jones er stolt af at være 42 og mere kompromisløs end nogensinde før.

”Jeg ser det ikke som et mål at skulle rammen nogen på min egen alder, når jeg laver musik, og det har jeg aldrig gjort. Det er ikke den naturlige vej. Jeg står fast på, hvem jeg er og bliver ved med at lave den slags musik, jeg har lyst til og altid har brændt for: popmusik. Der er nærmest opstået en forventning om, at når man er sangerinde og runder 40, så laver man en jazzplade. Men det har jeg slet ikke lyst til! Jeg elsker pop, fordi det er her, det nye ofte sker først, og fordi det er her, det gode beat og den stærke melodi er mest tilstede,” siger  Camille Jones.

Mad & kaffebar
Det er også muligt at tilkøbe mad fra Det Økologiske Folkekøkken inden koncerten går i gang. Det koster 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn. Derudover holder vores nye kaffebar åbent hvor der kan købes drikkevare.

Køb billetter her

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *